7 gode grunde til styrketræning i overgangsalderen

Er din krop begyndt at opføre sig lidt anderledes, end den plejer?
Måske er bukserne pludselig blevet strammere omkring maven. Du vågner kl. 3 om natten uden nogen særlig god grund. Energien er ikke helt, hvad den har været, og nogle dage kan du næsten ikke kende dig selv – hverken fysisk eller mentalt.
Velkommen til overgangsalderen :)
For nogle kvinder går den forholdsvis ubemærket hen. For andre føles det, som om nogen har ændret spillereglerne uden lige at fortælle, hvad de nye regler er.
Og nej – styrketræning kan ikke fikse alt, hvad hormonerne finder på.
Men det kan være noget af det bedste, du kan gøre for din krop gennem årene omkring overgangsalderen.
Ikke fordi du skal jagte den krop, du havde som 25-årig. Men fordi en stærk krop giver dig rigtig meget tilbage – både nu og på den lange bane.
Her får du 7 gode grunde til at komme i gang.
1. Du hjælper kroppen med at bevare musklerne
Med alderen bliver det gradvist sværere at bevare muskelmassen, og årene omkring overgangsalderen er et rigtig godt tidspunkt at begynde at tage styrketræning alvorligt.
Og nej, det betyder ikke, at du skal træne som en bodybuilder.
Det betyder bare, at dine muskler har brug for at blive udfordret.
Når du styrketræner regelmæssigt og gradvist øger belastningen, giver du kroppen en god grund til at bevare – og også opbygge – muskelmasse.
Det kan du mærke i træningslokalet, når du pludselig kan løfte noget, der var tungt for få uger siden.
Men endnu vigtigere kan du mærke det i hverdagen.
Indkøbsposerne bliver lettere at bære. Du kan løfte noget tungt uden at være nervøs for ryggen. Du kommer lettere op fra gulvet.
Det er den slags styrke, jeg gerne vil have, at vi tager med os resten af livet.
2. Dine knogler har også brug for styrketræning
Når østrogenniveauet falder omkring overgangsalderen, øges tabet af knoglemasse. Derfor bliver det endnu vigtigere at give knoglerne den belastning, de har brug for.
Og her er styrketræning din ven.
Knogler er levende væv, og når kroppen bliver belastet gennem blandt andet styrketræning, får knoglerne et signal om, at de fortsat skal være stærke.
Tænk derfor ikke kun på træning som noget, du gør for det, du kan se i spejlet.
Du træner også for den 70-, 80- og 90-årige udgave af dig selv.
Det synes jeg faktisk er en ret god investering.
3. Din kropsform kan ændre sig
– men løsningen er ikke nødvendigvis at spise mindre
En af de ting, jeg ofte hører fra kvinder omkring overgangsalderen, er:
"Jeg gør jo det samme, som jeg altid har gjort – men min krop reagerer bare anderledes."
Ja. Det kan den gøre.
Mange oplever, at fedtet i højere grad sætter sig omkring maven, og samtidig kan ændringer i muskelmasse, søvn, appetit, aktivitetsniveau og hormoner spille ind.
Den første tanke kan være: Så må jeg spise mindre og træne meget hårdere...!
Men jeg vil meget hellere have, at du også tænker:
Hvordan kan jeg gøre min krop stærkere?
Styrketræning hjælper dig med at bevare og opbygge muskelmasse og kan være med til at forbedre din kropssammensætning.
Måske er målet ikke nødvendigvis at fylde mindre.
Måske er et mindst lige så godt mål at blive stærkere, have mere energi og føle dig godt tilpas i den krop, du har.
4. Styrketræning kan være godt for både energi og søvn
Det kan lyde lidt bagvendt at bruge energi på træning, når du i forvejen føler, at batteriet står på 12 %.
Men regelmæssig fysisk aktivitet kan faktisk være med til at forbedre både søvn og oplevelsen af energi.
Og her behøver mere bestemt ikke at være bedre.
Du behøver ikke træne seks dage om ugen.
For mange kan 2–3 gode styrketræninger om ugen være et rigtig fint udgangspunkt – med plads til restitution og et almindeligt liv ved siden af.
For træning skal helst give noget til dit liv.
Ikke være endnu en ting på listen, du føler, du ikke gør godt nok.
5. Du får lov til at opleve, hvad din krop KAN
Overgangsalderen kan for nogle også påvirke humøret. Måske bliver lunten lidt kortere. Måske oplever du mere uro eller mindre overskud end tidligere.
Her kan fysisk aktivitet også være en vigtig brik.
Men der er en anden ting ved styrketræning, som jeg synes er mindst lige så vigtig:
Du får lov til at opleve, hvad din krop kan;
- At løfte noget, du ikke kunne løfte for tre måneder siden.
- At tage den ekstra gentagelse.
- At opdage, at du faktisk er blevet stærkere.
Det gør noget ved én! :)
Fokus flytter sig lidt fra, hvordan kroppen ser ud, til hvad den kan præstere.
Det er en af de ting, jeg allerbedst kan lide ved styrketræning.
6. En stærkere krop kan gøre hverdagen lettere
Ondt i ryggen. En nakke, der brokker sig. Knæ, der ikke er helt begejstrede for trapperne.
Det er ikke sådan, at styrketræning kan kurere alle smerter – og ved nye eller vedvarende smerter skal årsagen selvfølgelig undersøges og vurderes ordentligt.
Men en stærk krop er generelt bedre rustet til de krav, livet stiller til den.
Når du styrker blandt andet ben, baller, ryg, skuldre og din core, bliver du bedre til at løfte, bære, skubbe, trække og bevæge dig.
Med andre ord:
Du træner ikke kun for at blive bedre til at træne.
Du træner også for at blive bedre rustet til livet uden for træningslokalet.
7. Du kan få et helt andet forhold til din krop
Måske er det faktisk den vigtigste grund af dem alle.
For mange kvinder har kroppen været noget, der skulle gøres mindre.
Veje mindre. Fylde mindre. Have mindre mave. Passe en mindre størrelse.
Styrketræning kan give et andet fokus.
Her må kroppen gerne kunne mere.
Du må gerne blive stærkere og du må gerne fylde.
Du må i hvert fald gerne være stolt, når du opdager, at den vægt, du knap kunne løfte for nogle måneder siden, pludselig føles overraskende let :)
Det betyder ikke, at du aldrig igen må ønske at tabe dig eller ændre på din krop.
Men jeg håber, at du også begynder at sætte pris på den for alt det, den kan.
"Men jeg har aldrig styrketrænet før…"
Så er du bestemt ikke den eneste.
Du behøver hverken være i god form, kende forskel på en squat og en dødløft eller føle dig hjemme blandt håndvægte for at begynde.
Faktisk er det netop derfor, det kan være en rigtig god idé at få hjælp i starten.
Du kan lære øvelserne ordentligt, finde et niveau, der passer til dig, og gradvist blive mere tryg ved at udfordre dig selv.
Du behøver ikke være stærk for at begynde at styrketræne.
Du styrketræner for at blive stærkere.
Har du lyst til at komme i gang med styrketræning i Horsens?
Hvis du kan genkende noget af det, du lige har læst, og tænker "det er nok på tide, jeg gør noget for mig selv", så behøver næste skridt ikke være særlig stort.
Jeg hjælper kvinder – også kvinder 40+ og kvinder i og omkring overgangsalderen – med at komme godt og trygt i gang med styrketræning.
Her er der ingen forventning om, at du skal kunne noget på forhånd. Vi tager udgangspunkt i dig, din krop og dit niveau og bygger stille og roligt videre derfra.
Du skal ikke træne for at straffe din krop for at have forandret sig.
Du kan træne, fordi du gerne vil passe godt på den krop, der skal bære dig gennem resten af livet.
Læs mere om min bootcamp for kvinder i Horsens
💬 Har du spørgsmål eller vil du høre mere om mulighederne for træning, er du altid velkommen til at kontakte mig på pt@mariannewestman.dk
📍 Træningen foregår i Horsens på Høegh Guldbergs Gade 36B, 8700 Horsens.